Beach Handball
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Sådan spilles brach handball

Udskiftningsområdet

  • Begge holds udskiftningsspillere skal opholde sig uden for sidelinien på hver sin side af banen.
  • Udskiftning skal ske i området mellem de to målfelter (15 m.)
  • Målvogtere skal foretage indskiftning over sidelinien i eget holds målfelt, hvorimod udskiftning skal foretages over sidelinien i eget holds udskiftningsområde eller over sidelinien i eget holds målfelt.

Spillere

  • Et hold består af indtil 8 spillere.
  • Der spilles med 3 “markspillere” og 1 målvogter.
  • Alle 8 spillere kan stå på mål, men kun 2 spillere må på samme tid være iklædt målmandstrøje/overtrækstrøje. Trøjeskift sker i eget holds udskiftningsområde.
  • Principielt spilles med bare fødder. Det er dog tilladt at spille med sokker eller støttebind.

Mix-hold

Der spilles med mindst to damespillere på banen. Derudover er det de gældende beach regler, der spilles efter.

Kampens afvikling

  • Spilletiden er 2 x 10 min.
  • Kampen startes med et dommerkast på midten af banen.
  • Der skal findes en vinder af begge halvlege, så hvis holdene står lige, når halvlegen standses, skal der efter nyt dommerkast fortsættes til ét af holdene scorer (Golden Goal).
  • Det hold, der vinder første halvleg, får 1 point.
  • Vinder et hold begge halvlege, vindes kampen 2-0.
  • Vinder hvert hold én halvleg, afgøres kampen med en “Solo-mod-målvogter”-runde.
  • Findes vinderen efter en “Solo-mod-målvogter”-runde, vindes kampen 2-1.
  • Et hold erklæres som tabere af en kamp, hvis holdet reduceres til under 4 spillere i kampens løb.

Målscoring

  • En normal scoring udløser ét point (mål).
  • Scoring uden at målscoreren har haft berøring med underlaget under boldbehandlingen (vip), udløser 2 point. Andre spektakulære mål udløser også 2 point.
  • Scoring af en målvogter udløser altid 2 point.
  • Scoring på straffekast, udløser altid 2 point.

Personlige straffe

  • Udvisninger er uden tidsangivelse. Dvs. at en udvist spiller igen kan indtræde i spillet eller erstattes af en anden spiller, når der er sket et boldskifte – dvs. når det hold, som ikke havde bolden på udvisningstidspunktet, får bolden.
  • Den anden udvisning af samme spiller, skal ledsages af en diskvalifikation, som gælder for resten af kampen (incl. Golden Goal og ”Solo-mod-målvogteren”.) Den diskvalificerede spiller kan erstattes med en ny spiller, når der er sket et boldskifte – dvs. når det hold, som ikke havde bolden på udvisningstidspunktet, får bolden.

Andre vigtige regler

  • Begge halvlege startes med et dommerkast.
  • Efter målscoring fortsættes spillet med et opgiverkast fra målfeltet.
  • Det er tilladt at kaste sig efter en liggende eller trillende bold.
  • En liggende eller trillende bold kan altid spilles videre - også fra målfeltet, hvis markspilleren ikke betræder dette.
  • Ved frikast og indkast skal modspillere være mindst 1 m. fra kasteren.
  • Straffekast tages midt foran mål ved målfeltlinien (6 m. fra mål).

"Solo-mod-målvogter"-runden

  • Hvis hvert hold har vundet én halvleg afgøres kampen med denne særlige “straffe-konkurrence”.
  • Hvert hold udpeger 5 skytter. Hvis et hold udpeger en målvogter som markspiller, skal en anden spiller indsættes som målvogter. Det hold, der efter 5 kast har opnået flest mål, har vundet kampen. En spiller må kun kaste én gang i hver ”Solo-mod-målvogter-runde”.
  • Ved starten af runden skal begge målvogtere stå med mindst en fod på egen mållinie. Den spiller, der efter lodtrækning skal starte runden, skal stå med sin ene fod på det punkt, hvor målfeltlinien rammer sidelinien (frit sidevalg). På dommerens signal kastes bolden uden at røre underlaget til egen målvogter. Når bolden har forladt kasterens hånd, må begge målvogtere bevæge sig fremad. Den målvogter, der har modtaget bolden, må ikke forlade sit målfelt. Senest 3 sekunder efter at målvogteren har modtaget bolden, skal han enten kaste bolden direkte mod modstandernes mål eller aflevere den til sin løbende medspiller, der må gribe bolden uden at denne har berørt underlaget og forsøge at kaste den regelret i modstandernes mål. Hvis den angribende målvogter eller markspiller laver en regelovertrædelse, afsluttes angrebet. Hvis den forsvarende målvogter forlader sit målfelt, er det tilladt at gå tilbage i målfeltet, så længe målvogteren ikke er i boldbesiddelse.
  • Regler for antal mål ved scoring følger det øvrige regler for scoring.
  • Hvis holdene efter 5 skudforsøg til hvert hold stadig står lige, udpeges igen 5 spillere til en ny runde. I denne runde er der faldet en afgørelse, hvis der efter lige mange kast til hvert hold er en forskel på ét mål mellem holdene (Golden Goal).

Fortolkning for U-12 årgange og yngre

I forbindelse med 2 points scoring.

  • Scoring mellem ben tæller altid 2 point
  • Scoring bag om ryg tæller altid 2 point
  • Øvrige spektakulære scoringer tæller 2 point (dommerens vurdering)

 

I forbindelse med ”Solo mod målvogter” er følgende fortolkning

  • Skytten starter sit løb fra midten af banen, og ikke fra starten af målfeltet. Skal have den ene fod på sidelinien ved dommerens fløjt. Den angribende spiller må max. løbe 3 skridt med bolden,efter modtagelsen fra målvogteren.
  • Berører bolden sandet, er bolden tabt.
  • Målvogteren for det angribende hold, må starte løbet ved målfeltslinien, og max. tage 3 skridt med bolden, inden der afleveres til den angribende spiller
  • Den forsvarende målvogter, skal have udgangspunkt med en fod på mållinien i eget målfelt, ved dommerens fløjt, og må ikke forlade eget målfelt.

 

Der spilles ikke med forsænkede overliggere i U-10 rækker til Beach Handball

I disse årgange spiller vi for at alle skal få en ”decideret god oplevelse” af Beach Handball. Vi har derfor besluttet at være tro mod vore holdninger omkring resultater og udvikling.

Placering

(kun gældende for U14 til senior)

3.1

Hvis to eller flere hold efter færdigspillet pulje har opnået samme pointtal, afgøres den endelige placering således: 

  1. Det hold, der har opnået flest points i holdenes indbyrdes kampe, vinder.
  2. Det hold, der har størst positiv difference mellem vundne og tabte halvlege i holdenes indbyrdes kampe, vinder.
  3. Det hold, der har bedst måldifference i holdenes indbyrdes kampe, vinder.
  4. Det hold, der har scoret flest mål i holdenes indbyrdes kampe, vinder.

 

3.2

Hvis der stadig ikke kan findes en vinder, afgøres den endelige placering mellem de involverede hold, således:

  1. Det hold, der har størst positiv difference mellem vundne og tabte halvlege i alle kampe, vinder
  2. Det hold, der har vundet flest halvlege i alle kampe, vinder.
  3. Det hold, der har bedst måldifference i alle kampe, vinder
  4. Det hold, der har scoret flest mål i alle kampe, vinder

 

3.3

Er der efter §3.2 stadig ikke fundet en vinder, afgøres placeringen med afvikling af en ”shoot out runde” efter følgende regler.

  1. a) 1. runde: Hvert hold afvikler 5 straffekast, og der trækkes lod om hvilket hold der starter.

Er der efter de 2x5 kast ikke difference i resultatet, fortættes til runde 2.

  1. b) 2. runde: Der afvikles 1 runde af gangen, indtil der er måldifference mellem holdene.

Hver spiller må kun deltage 1 gang pr. runde. Når man i runde 2 alle spillere på holdkortet, startes der forfra.

Er der hold der ikke er max. antal spillere, har man færre antal skud. F.eks. er der kun 4 spillere tilbage til runde 1, har holdet kun 4 skud mod modstandernes 5 osv.

Boldstørrelser

Alle bolde er i soft materiale.

Senior

Herrer

  • Omkreds 54-56 cm.
  • Vægt 350-370 gram

 

Damer

  • Omkreds 50-52 cm.
  • Vægt 280-300 gram

Ungdom & børn

U18 drenge og U16 drenge

  • Omkreds 54-56 cm.
  • Vægt 350-370 gram 

 

U18 piger, U16 diger og U14 drenge

  • Omkreds 50-52 cm.
  • Vægt 280-300 gram

 

U14 Piger, U12 og U10

  • Trio Soft bold

Vælg forbund

Luk