Partnere
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Marmeladen bliver på tøjet

Siden 2010 har Fynbo Foods prydet bukserne hos kvindelandsholdet i håndbold og været med holdet i medgang og modgang. Nu har DHF og Fynbo Foods forlænget partnerskabet frem til 2020.

Det grønne Fynbo Foods logo har været fast inventar på kvindelandsholdets shorts i over otte år. Virksomheden, som for nylig forlængede partnerskabet med Dansk Håndbold Forbund indtil 2020, er i dag med sine knap 100 medarbejdere og en omsætning på over 200 mio. kroner Nordens største producent af marmelade med eksport til mere end 30 lande. Udover at være danskernes foretrukne leverandør af marmelade, så råder Fynbo Foods over nogle stærke kerneværdier med stor fokus på bl.a. økologi, bæredygtighed og Fairtrade. Samtidig lægger Fynbo Foods stor vægt på at tage et socialt ansvar i lokalsamfundet.

”Vi vil udover at drive en succesfuld forretning gerne give noget tilbage til det samfund, som har givet os så meget. Vi er derfor virksomhedscenter for det lokale jobcenter i Hjørring, og herigennem stiller vi løbende fire praktikpladser til rådighed. Praktikanterne kan have barrierer af varierende karakter og omfang, herunder fysiske, psykiske eller sproglige udfordringer. Et praktikophold varer typisk 4-13 uger og har det formål at klæde praktikanterne bedre på til at få et ordinært job. Vores ordning med jobcenteret har kørt i mange år, og det er gået godt. 1/3 af vores medarbejdere, bl.a. personer med flygtningebaggrund, er kommet ind i vores faste medarbejderstab via ordningen. I bund og grund ønsker vi at hjælpe samfundet og medvirke til at skabe ressourcer i stedet for omkostninger, hvilket også er vigtigt i en tid, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdskraft,” siger Richard Fynbo, der er hovedaktionær og administrerende direktør i virksomheden. Fynbo Foods har i dag 14 forskellige nationaliteter blandt medarbejderne.

Fuld fart over feltet

Siden Richard Fynbo sammen med fire kolleger i 2002 tog springet og blev selvstændig, er Fynbo Foods vokset med rekordfart, og medarbejderantallet er tæt på tyvedoblet. I virksomhedens første otte år koncentrerede man sig om at blive landets foretrukne leverandør af handlens egne mærker. Da det mål var indfriet, rettede virksomheden øjnene mod mærkevaresegmentet i Danmark. Satsningen på mærkevaresegmentet skulle bane vejen for øget vækst, og det var her håndboldsponsoratet kom ind i billedet.

”År efter år viser alle seertalsmålinger, at kvindelandsholdet i håndbold er meget populært i Danmark. Ydermere rammer vi plet i forhold til vores målgruppe, da håndboldsporten tiltaler familiesegmentet, som både er glade for håndbold og marmelade. Samtidig har DHF rigtig mange værdier, som vi kan spejle os i, og vi glæder os til fortsat at støtte de unge talenter og ikke mindst at være en del af kvindelandsholdet og den fantastiske fremgang, som landsholdet har vist de seneste par år. Fynbo Foods er derfor rigtig glade for, at det er lykkedes at forlænge partnerskabet med DHF”, slutter Richard Fynbo.

Også i DHF er man glade for samarbejdet og håber, at det gode partnerskab kan fortsætte mange år endnu.

”Det føles rigtig godt at have en så pålidelig samarbejdspartner som Fynbo Foods. Det giver os et godt fundament for vores arbejde med vores fremadstormende damelandshold. At Fynbo Foods har været partner så længe vidner også om, at vi står med et rigtig stærkt produkt, som hele tiden udvikler sig og i tråd med vores #påvej-strategi kommer tættere og tættere på målet om medaljer i 2020,” siger Henrik M. Jacobsen, der er direktør i DHF.

TILBAGE TIL OVERSIGT

Vælg forbund

Luk