Nye spilformer
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Intro til spilformer

spilformer i børne- OG UNGDOMShåndbold

Fra sommeren 2019 og de følgende år indfører Dansk Håndbold Forbund løbende en række ændringer i spilformerne i børne- og ungdomshåndbold.

Ændringerne berører både spilformer, årgangsstruktur, bolde og baner, og i skemaet her får du en oversigt over, hvordan det kommer til at se ud i den kommende sæson 2019/2020. 

Nedenfor kan du læse mere om de forskellige spilformer, der spilles i dansk børne- og ungdomshåndbold.


Struktur for sæsonen 2019/2020

 


DYK NED I ANALYSERNE


Kontakt os

Projektleder - Børnehåndbold
Katrine Thoe Nielsen 43262415(Arbejdstelefon) 26847173(Arbejdsmobil)

U-6, U-7 og U-8

Fra U-6 til og med U-8 spiller man Totalhåndbold, som ikke er et turneringstilbud, men afvikles som stævneform.

Totalhåndbold spilles på en minibane, der måler 20x13 meter med minimål, der måler 160 cm i højden og 240 cm i længden.

I totalhåndbold har hvert hold fire spillere på banen: tre spillere og en målvogter. Målvogteren skal ikke have en særskilt trøje på, da vi opfordrer til, at målvogteren går med i angrebet, så det angribende hold kommer i overtal. Overtalsspillet er en vigtig del, da det bidrager positivt til denne aldersgruppes udvikling. Flere afslutninger og scoringer giver flere succesoplevelser for børnene.

I totalhåndbold tælles der ikke mål, og efter en scoring sættes spillet i gang fra mål. Ved indkast og målkast sættes bolden i spil på samme måde, som vi kender det fra spillet på stor bane (40x20).

Når det angribende hold har afsluttet, skal holdet tilbage og røre eget målfelt inden det må bevæge sig fremad og forsvare. På den måde får det hold, som nu er i boldbesiddelse, plads og tid til at bygge spillet op.

I totalhåndbold spiller U-6 og U-7 med den grønne streetbold, mens U-8 spiller med den blå gummibold str. 0.


 

Download materiale

Dansk Håndbold Forbunds børnefaggruppe har produceret hæftet Totalhåndbold for U-6, U-7 og U-8. Hæftet, som skal være med til at ensarte produktet i hele landet, er en god vejledning og guideline for lokale administrationer og foreninger, som afvikler Totalhåndboldstævner.

Download "Totalhåndbold for U-6, U-7 og U-8"

Hæftet findes også i en lettere udgave, som er nem at tage med i baglommen. Her er de vigtigste pointer og regler i Totalhåndbolden fremhævet, så du altid har det lige ved hånden.

Download "Totalhåndbold i korte træk"

U-9 (og U-11 fra sæson 2021/2022)

Den håndbold, der spilles som U-9, er karakteriseret ved at foregå på en DHF Kortbane. Kortbanen skaber en god og glidende overgang fra totalhåndbold på minibane til spil på den store 40x20-bane. Formålet med denne spilform er at gøre spillernes første møde med den større bane til en god oplevelse for alle.

Fra sæsonen 2019/2020 spiller U-9 på kortbane, mens U-11 fra sæsonen 2021/2022 også begynder at spille på kortbane.

Kortbanen måler 20 meter i bredden og mellem 25,5 og 26 meter i længden. Banens størrelse gør spillerummet større, mens den korte længde lægger op til, at spillerne hele tiden skal orientere sig og tage del i spillet. Banens størrelse gør også, at spillerne skal bevæge sige mere både som angriber og forsvarsspiller. Forsvarsspillerne kan begynde at bryde bolden, og dermed lave bolderobringer. Det betyder, at angriberne skal bevæge sig mere for at undgå at miste bolden. 

U-9 spiller med fire markspillere og en målvogter, mens U-11 spiller med fem markspillere og en målvogter. Dansk Håndbold Forbund anbefaler, at der ofte roteres på alle pladser, særligt målmandspladsen, så alle prøver at spille de forskellige pladser. Antallet af spillere er forsat mindre end ved det færdige spil (40x20), hvilket forsat gør spillet mindre komplekst og dermed nemmere at overskue. 

Der er ikke længere tale om overtalsspil som i totalhåndbold, da målvogteren ikke må gå ud af feltet. Spilformen fordrer i stedet et mere løbepræget spil med mange afslutninger, hvor tempoet generelt vil være højere. Derudover vil spillerne i højere grad kunne løbe på hullerne og søge på kant med henblik på gennembrud eller viderespil. Da spillet sættes i gang fra mål, vil spillerne kunne udnytte den lange ankomstfase til at komme i høj fart og ofte komme til en god skudmulighed tidligt i angrebet.

Udskiftning sker på den midterste zone af sidelinjen, som eventuelt kan markeres med en kegle.

Både U-9 og U-11 spiller med en læderbold i størrelse 0. I supplerende kamptilbud, især for nybegyndere, kan der spilles med enten den grønne streetbold eller den blå gummibold str. 0.


 

FÅ hjælp til Etablering af DHF Kortbane

Ændringerne i dansk børne- og ungdomshåndbold betyder, at flere børn i fremtiden skal spille på kortbane. Desuden spilles det nye motionshåndboldspil Five-a-side Håndbold for både unge og voksne også på kortbane. Det stiller krav til, at der bliver etableret flere kortbaner i de danske haller. 

Har din forening ikke en kortbane?

Læs mere om etablering, ansøgning om tilskud med mere.

U-13, U-15, U-17 og U-19

Fra U-13 og opefter spiller man på den store 40x20-bane. På den store bane spilles der med seks markspillere og en målmand, og til forskel fra de andre spilformer i børnehåndbold sættes spillet altid i gang fra midten efter en scoring.

I ungdomshåndbold må der ikke mandsopdækkes, og udskiftninger skal ske, når ens eget hold er i boldbesiddelse.

På den store bane spilles der med flere forskellige boldstørrelser. U-13 piger og drenge spiller med en læderbold i størrelse 1 og bruger ikke harpiks. U-15 piger og drenge spiller med en læderbold i størrelse 2 og bruger harpiks. Hos U-17 og U-19 spiller pigerne med en læderbold i størrelse 2 med harpiks, mens drengene spiller med boldstørrelse 3 med harpiks.

Ungdoms-DM
Med overgangen til ulige årgange fra sommeren 2019 har Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse besluttet, at de kommende U-15 årgange ikke skal deltage i ungdoms-DM som hidtil for U-14 og opefter, men i stedet skal deltage i forbundsmesterskaber.

Det er endnu ikke besluttet, i hvilken form U-15 skal afvikle mesterskaber, men der bliver lagt op til drøftelser mellem distriktsforbundene og Dansk Håndbold Forbund i forhold til af afholde regionale mesterskaber med deltagelse af flere hold.

Først fra U-17 spiller man finalestævner under Dansk Håndbold Forbund, men Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse ser gerne, at det kommer til at foregå i et nyt format, som ikke nødvendigvis er ens for U-17 og U-19.

Læs mere om beslutningen omkring ungdoms-DM her.

Vælg forbund

Luk