
Bjørn Sommer fra Skjern kåret som Årets JHF'er
Årets JHF’er har gennem næsten 45 år beskæftiget sig med håndbold på alle niveauer og er i høj grad stadig aktiv på flere niveauer indenfor håndbolden.
Årets JHF’er huserede i Aarhus området frem til 1993, hvor han trænede hold på flere niveauer, både ungdom og senior bl.a. i Brabrand. Han var ligeledes en stor del af klubarbejdet og var i denne periode også kredstræner gennem flere år.
I de efterfølgende år var han seniortræner på eliteniveau i Ikast og Skjern.
De sidste mange år har han været en del af foreningen Skjern Håndbold og har bl.a. trænet diverse ungdomshold samt været formand for klubben siden 2019, da en omorganisering betød, at der skulle nye kræfter til i en økonomisk svær tid. Også her tog Bjørn Sommer et stort ansvar og har siden kæmpet en stor kamp for, at foreningen Skjern Håndbold igen er veldrevet.
Men det er ikke kun lokalt, at Bjørn har bidraget til håndbolden.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at have mange gode snakke og diskussioner om håndbolden, lokalt og nationalt med Bjørn - altid med godt humør, og med fokus på bolden.
Han har siddet som formand for EU i Kreds 3 siden 2012 og har siden 2018 været formand for EU i JHF.
Foruden arbejdet i EU har Bjørn været næstformand i Kreds 3 siden 2017 og har altid været en loyal og god sparringspartner i bestyrelsen, hvor han har været god til at sætte perspektiver på tingene, men har også vist at han kan lytte og flyttes med gode argumenter og altid med det fokus på, hvad er godt for håndbolden både på elite og bredde niveau.
Fremadrettet har Bjørn heldigvis sagt ja til at fortsætte med at arbejde for, at håndbold både lokalt i det midtjyske men også i hele håndbold Danmark vil stå stærkt, da han fra 1. juli bliver formand for Talentudvalget i DanskHåndbold Midt og ligeledes næstformand i DanskHåndbold Midt
Man kan næsten sige, at en ring bliver sluttet, når vi her i dag kan stå på Årslev Kro, hvor Bjørn kan kigge op på sit barndomshjem i Harlev og modtage prisen som Årets JHF’er.
Det er mig en meget stor fornøjelse at bede Bjørn Sommer fra Skjern Håndbold om at kommer herop og modtage prisen som Årets JHF’er 2023.
Herefter overrakte JHF Kreds 3's formand Per Skovgaard prisen til Bjørn Sommer.