
Stort europæisk beach handball event i Billund
I dagene fra fredag den 19. til og med søndag den 21. juni 2020 kan du opleve en afdeling af European Beach Handball Tour på det nye beach stadion ved Billund Idrætscenter. En del af Europas bedste beach handball hold på herre og damesiden kommer til Billund for at deltage.
Danmark er regerende Europamestre både hos damer- og herrer og der er stor og voksende interesse for Beach Handball i Danmark, hvor Dansk Håndbold Forbund bl.a. arbejder på at få EM til Danmark i 2021.
I Billund Kommune glæder Borgmester Ib Kristensen sig over de ildsjæle i Billund IF Håndbold, der så ideen i forhold til at lave et Beach Stadion med sandet fra det store volleyball event i bymidten i 2018 og over det nye samarbejde med Jydsk Håndbold Forbund kreds 6.
- Det er stærkt, at Billund IF Håndbold og Billund Idrætscenter så muligheden for at genbruge sandet og skabe et stadion, som nu kan tiltrække nye og endda et europæisk event til Billund By og det har vi ønsket at bakke op om, siger Ib Kristensen.
Der forventes op mod 250 internationale topspillere fra en række lande til det internationale stævne.
- Vi forventer et højt sportsligt niveau og at både det danske herre- og dame beach handball landshold deltager i stævnet, hvor vi bygger en eventplads op omkring de fire baner med tribuner, musik, boder, aktiviteter for børn, unge og tilskuere, fortæller formand for Jydsk Håndbold Forbund kreds 6, Palle Bækby.
Der er ingen entré for tilskuere til turneringen og har man ikke mulighed for at deltage i selve eventet, kan man se alle kampene fra centre court direkte på livestream.
- Fra Jydsk Håndbold Forbund kreds 6 er er håbet, at vores satsning er med til at videreudvikle den positive tendens beach handball er inde i, både lokalt, regionalt og på landsplan, siger Palle Bækby.
Afdelingen af European Beach Handball Tour fra den 19. til og med 21. juni bliver kulminationen, men der er andre oplevelser i vente for sportsinteresserede på det store Beach Stadion i Billund i juni måned.
Allerede omkring Grundlovsdag den 5. og 6. juni afvikler Billund IF Håndbold et breddestævne i Beach Handball, og den 13. og 14. juni afvikler initiativtagerne til Sand Basket i Billund ligeledes stævne.
Til breddestævnet forventer Billund IF Håndbold op mod 2.000 spillere, så Billund Idrætscenter og udearealerne kommer til at summe af liv, og deltagerne i eventet vil uden tvivl brede sig til Billund Centrum også.
I forbindelse med European Beach Handball Tour eventet vil der sideløbende blive afholdt et stort beach-handball breddestævne for lokale og regionale foreningers børne- ungdoms- og seniorhold.
For yderligere info kontakt:
- Ib Kristensen, Borgmester i Billund Kommune, tlf. 4054 8090
- Per Uldal, beach-stævneleder, Billund IF Håndbold, tlf. 2893 0812
- Claus Rosenbom-Jessen, udviklingskonsulent JHF kreds 6, tlf. 2126 2891
- Ronja M R Egsmose, kulturkonsulent Billund kommune, 7972 7606