Turneringer & Stævner
Del

Vejlederrollen i Totalhåndbold

Sådan giver du dine spillere en god håndboldoplevelse

Hvad skal en vejleder?

Vejlederen er ansvarlig for samtlige af kampens deltagere. Vejlederen skal fjerne spillernes opmærksomhed fra resultatet og i stedet fokusere på den aktuelle kampsituation. Vejlederen kan stoppe kampen kortvarigt, hvis spillet udvikler sig i en uheldig retning eller komme med korrektioner ved stor niveauforskel. Det stærkeste holds træner er velkommen til at byde ind med egne tiltag, der kan være med til at skabe en mere lige kamp. ”I Totalhåndbold skal vejlederen aktivt støtte og udfordre alle kampens deltagere med respekt for den enkelte spillers færdighed”.

Mulige korrektioner for det stærkeste hold:
- Ingen driblinger
- Angreb uden målmand for stærkeste hold (Det stærkeste hold spiller 3 mod 3 i angreb)
- Forsvar tæt ved målcirklen
- Tekniske udfordringer for spillere

I Totalhåndbold anbefaler DHF, at der arbejdes med korrektioner i spillet. En ekstra spiller giver færre boldberøringer til spillerne. Det er ikke en fordel at få endnu en uerfaren boldspiller på banen.

Totalhåndbold (U-6, U-7 og U-8)

I totalhåndbold ledes kampen af en vejleder. Der er beskrevet få regler og retningslinjer for henholdsvis U-6, U-7 og U-8. Der er lagt vægt på at vejlederen har særligt fokus på enkelte elementer af kampen, i de forskellige årgange (se differentierede spilleregler). Alle trænere, holdledere og forældre har mulighed for at være vejledere i en totalhåndboldkamp.

Spilleregler- Totalhåndbold.

Der spilles med tre markspillere og en målmand på hvert hold. Målmanden er med i angrebet.

Målvogteren skal ikke have særlige kendetegn (spilleren kan bære almindelig spilledragt). Alle må i princippet løbe retur til eget mål og indtage målvogterrollen (dog kun en af gangen).

I forsvaret opfordres der til at arbejde med placering, bevægelse og bolderobring i stedet for den fysiske kontakt.

Forsvarsspilleren skal holde en ”intimsfæres” afstand, ca. en meter fra den boldbesiddende spiller. Det betyder at man ikke må omklamre spilleren med bolden. Ved spil tæt på modstanderens målfelt under forsøg på scoring er det for en forsvarsspiller acceptabelt at søge kropskontakt. Stoppes spillet genoptages det igen med et frikast til angriberen.

Fri udskiftning under hele kampen, holdene skifter ud på hver sin banehalvdel.

Der spilles uden faste positioner.

Når det forsvarende hold kommer i boldbesiddelse skal alle spillere fra det angribende hold hurtigt tilbage og berøre egen målcirkel, før de må begynde at forsvare. Derefter er det tilladt at bevæge sig frit på banen.

Der må først afsluttes på mål, når bolden krydser midterlinjen og befinder sig på modstanderens banehalvdel.

Der spilles ikke med traditionelt hjørnekast – en bold bag baglinjen dømmes til målkast.

Hilsepligt EFTER kampen.

Differentierede spilleregler

U-6 + U-7:
Håndboldreglerne for spillet 40 x 20 meter banen gælder. Vejlederen dømmer med stor respekt for den enkelte spillers erfaringsgrundlag.

U-8 B:
Vejleder har / Vejleder bør have fokus på og dømme for:
1. Indkast
2. Fod på bolden
3. Målvogter, der har bolden under kontrol efter en redning, må ikke selv drible op ad banen/ud af feltet, men skal aflevere til en medspiller

U-8 A:
De almindelige håndboldregler er gældende, men vejlederen administrerer dem med stor respekt for den enkelte spillers erfaringsgrundlag.
Vejleder har / Vejleder bør have fokus på og dømme for:
1. Indkast
2. Fod på bolden
3. Tydeligt overtrådt
4. Dobbeltdribling
5. Målvogter, der har bolden under kontrol efter redning, som dribler bolden ud af feltet.
6. Straffekast (Straffekast skal kun dømmes, når der bliver brugt fysisk kontakt mod en angriber, der er i en fri scoringsposition, fx en uforvarende blokade eller et ryk i armen bagfra. DHF ønsker at stoppe disse farlige situationer tidligt i spillerens håndboldkarriere).

Vælg forbund

Luk