Nyheder
Del
Børn og unge
Bredde

Planen er klar for den resterende turneringsdel i JHF

Skrevet af Jydsk Håndbold Forbund samt Kreds 1-8
26. nov 2020Kl. 12:00

Turneringshåndbolden er hårdt ramt af Corona-restriktioner, og listen med udsatte kampe vokser weekend for weekend. Nu er der dog en kampplan klar for senior og ungdom i JHF.

Hvad sker der mon med vores kampe? Det spørgsmål har mange spillere sikkert stillet sig selv, for det har der indtil nu været usikkerhed om i mange senior- og ungdomsrækker.

Nu er det dog slut med at gruble, for i denne uge er der truffet en fælles beslutning for 2. og 3. division, ligesom lokalforbundene har truffet beslutning på vegne af deres øvrige lokale rækker.

Beslutningerne er baseret på regeringens seneste udmelding, som lige nu giver mulighed for at senior kan starte op 14. december. Hvis regeringen forlænger eller ændrer restriktionerne igen, vil det selvfølgelig være nødvendigt at kigge på kampsituationen igen.

2. og 3. division møder alle én gang

Spiller man seniorhåndbold i 2. og 3. division, kan man se frem til en del færre kampe, for her bliver det sådan, at holdene kun møder hinanden i én indbyrdes kamp over hele sæsonen.

Har man nået at spille mod hinanden i efteråret, bliver returopgøret i foråret altså fjernet fra kampprogrammet. Er kampen fra efteråret derimod blevet udsat, vil den udsatte kamp blive fjernet fra kamprogrammet, og så mødes holdene i foråret i stedet.  

Det giver luft i programmet, da man ikke skal spille de udsatte kampe fra efteråret og det gør kampprogrammet mere fleksibelt i forhold til Corona-afbud. 

De udsatte og aflyste kampe bliver hurtigst muligt trukket ud af kamprogrammet, og herefter er kampplanen klar. Hvis man har mod på at spille kampe inden jul, kan man tidligst spille kampe fra den 16. december. Det kræver dog, at begge hold accepterer. Efter 29. december vil kampprogrammet være gældende.

U-19 liga

Forventes afviklet som planlagt

Ingen ombrydning i Jyllandsserien, Serie 1, serie 2, serie 3 og serie 4

I de øvrige lokale seniorrækker er det besluttet, at der ikke bliver ombrydning. Det betyder, at der ikke kommer nye kampe ind efter jul, og at foråret i stedet skal bruges på at afvikle de kampe, der allerede er planlagt.

Jydsk Håndbold Forbund Kreds 1-8 anbefaler, at man for at undgå en hård fysisk opstart venter med at genoptage kampprogrammet som besluttet i 2. og 3. division.  Alle kampe skal være afviklet senest den 28. marts. Puljernes top- og bundhold vil herefter rykke op eller ned som normalt.

Fortsat ombrydning i ungdomsrækkerne

Trods lokale nedlukninger har ungdom ikke været lukket ned i samme omfang som senior, og derfor vil der fortsat være ombrydning, hvis man spiller U15, U17 og U19 1. og 2. division og U17, U19 A eller B-rækkerne. Dog behøver alle kampe ikke at blive spillet, men alle hold skal møde hinanden mindst én gang.

Holdene kan gebyrfrit rykke rundt på kampene i HåndOffice, så man sikrer, at alle møder hinanden mindst en gang. Nogle puljer vil have spillet flere kampe end andre, og derfor bliver op- og nedrykning i puljerne afgjort ud fra et af følgende tre scenarier:

  • Scenarie 1: Alle kampe i puljen er spillet
    • Op- og nedrykning afgøres som normalt ved turneringsafslutning.
  • Scenarie 2: Mindst halvdelen af kampene er spillet (f.eks. skal der i en seksholdspulje være spillet mindst fem kampe, hvor alle har mødt hinanden mindst en gang)
    • Op- og nedrykning afgøres ved vægtet gennemsnit af de spillede kampe.
  • Scenarie 3: Der er spillet færre end halvdelen af kampene
    • Op- og nedrykning afgøres efter indstilling i 1. division fra seedningsudvalget, i 2. division, U17 A-rækkerne og U19 A-rækkerne fra trænerne. Afgørelsen tages af Turneringsudvalget. Der er kun et hold i hver pulje der rykker op, dvs. ingen bedste 2’er osv.

Øvrige lokale ungdomshold opfordres til at spille så mange kampe som muligt. Op og nedrykning afgøres af de lokale Turneringsudvalg.

Kampene skal være spillet inden ombrydning 17. januar 2021. Dog skal alle U15 1. division-kampene være spillet inden 14. januar grundet playoffkampe.

Evt. yderligere informationer se Propositioner for JHF’s lokale rækker

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Heidi Hansen eller dit lokale kredskontor.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE