Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Uddannelse
Bredde
Dommer
Nyt fra DHF

Aflyst. Udskudt. Fastholdt. Hvad er op og ned i håndbolden?

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
25. sep 2020Kl. 14:44

I disse dage udskydes håndboldarrangementer på tværs af hele Danmark, mens andre fortsat kører. Dansk Håndbold Forbund og de tre distriktsforbund svarer her på, hvorfor noget bliver udsat, mens andet fastholdes.

Den seneste tids yderligere spredning af coronavirus efterlader danskere overalt i landet med spørgsmål og dilemmaer, der ikke findes lette svar på. Alt er nyt, alle har holdninger til de forskellige løsninger, som bliver fundet, og selv inden for sundhedsmyndighederne må man indimellem føle sig frem. Det er derfor ikke mærkeligt, at vi også i håndbolden i disse dage står med dilemmaer og udfordringer, som vi løbende må forsøge at finde svar på.

Da Jydsk Håndbold Forbund i går valgte at udskyde turneringsstart til uge 43, var det for nogen en god beslutning, mens andre mener det er alt for voldsomt. Tilgangen til turneringen er dog ikke meget anderledes end i de øvrige forbund, Fyns Håndbold Forbund og Håndbold Region Øst, hvor man blot har sat turneringen til at starte senere end i Jylland. I Fyns Håndbold Forbund og Håndbold Region Øst har man derfor ikke haft brug for at udskyde turneringen, i stedet har man valgt at aflyse forturneringen og niveaustævnerne.

Tuneringen starter altså nu i alle forbund i uge 42 eller 43, og der er fortsat mange håndboldaktiviteter, som bliver afviklet, ligesom der er nogle, der bliver aflyst. Herunder forsøger Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med de tre distriktsforbund at svare på, hvad der er udskudt, hvad der er aflyst, hvad der fortsætter, og hvorfor de beslutninger er blevet truffet.

Hvad er situationen i de tre distriktsforbund?
Jydsk Håndbold Forbund
I Jydsk Håndbold Forbund, hvor turneringen skulle være begyndt den kommende weekend, har man udskudt turneringsstart til d. 16. oktober. Pausen i turnering gælder i hele Jydsk Håndbold Forbund inklusive kreds 1-8, og den gælder for Jyllandsserien, serie 1-4 og ungdomshåndbold fra U9 til og med U19 (dog undtaget U19 Liga).

Den mere vidtfavnende struktur i Jydsk Håndbold Forbund, der også rummer de otte kredse, betyder, at der vil være lokale forskelle i forhold til afvikling af stævner, kurser m.m.

For børnestævner og kurser gælder det, at de enten først ligger i slutningen af oktober eller er blevet sat på pause. Andre bliver først optaget igen, når der må forsamles mere end 50 personer. Nogle steder vil man fra kursus til kursus vurdere, om de skal udbydes i lokalområdet.

Kredstræningen i Jydsk Håndbold Forbund er ind til videre sat på pause. De første træninger er i kalenderen i slutningen af oktober, hvor man stadig ser tiden an.

Læs mere her

Fyns Håndbold Forbund
I Fyns Håndbold Forbund starter turneringen d. 18. oktober. Niveaustævner er aflyst, ligesom børnestævner er aflyst til og med den 4. oktober. Der sættes forsat dommere på trænings- og pokalkampe, da disse stadig kan afvikles ud fra myndighedernes gældende krav og anbefalinger.

Fyns Håndbold Forbund afvikler ikke fysiske kurser med fri tilmelding, men har i stedet lagt fokus på afvikling af diverse kurser i de enkelte foreninger. Samtidig bliver der afviklet en række kurser online.

Træning i talent- og udviklingscentre er planlagt til opstart i oktober måned, og her følger forbundet løbende udviklingen og myndighedernes anbefalinger i forhold til afviklingen.

Læs mere her

Håndbold Region Øst
I Håndbold Region Øst starter turneringen for børn og unge den 17.-18. oktober 2020. På Bornholm starter turneringen først den 24.-25. oktober. Niveaustævner er allerede aflyst, ligesom alle børnestævner frem til og med den 4. oktober er aflyst. Håndbold Region Øst har valgt at holde fast i, at alle seniorrækker fra 2. division til serie 4, inklusive oldies-rækker, fortsætter som planlagt. Vurderingen her er, at det ikke vil give et stort tryk i de enkelte haller og derfor uden de store udfordringer bør kunne håndteres inden for de anbefalinger og restriktioner, som myndighederne har udstukket.

Planlagt kursusaktivitet afvikles under behørig hensyntagen til retningslinjer og anbefalinger og i den udstrækning, der er tilmeldte kursister. Der vil ligeledes være fokus på at afvikle kurser i foreningsregi.

Talenttræning vil fortsat blive afviklet, hvis det kan ske inden for de gældende retningslinjer og anbefalinger fra myndighederne og DIF.

Læs mere her

Hvad er situationen i Dansk Håndbold Forbund
Dansk Håndbold Forbund, som afvikler liga, 1. division, talenttræning, ungdomslandsholds- og landsholdsaktiviteter, håndboldkaravane, håndboldskoler og diverse kurser, ser løbende på, hvad der skal aflyses, hvad der skal udskydes, og hvad der skal fastholdes. Liga og 1. division kører fortsat videre, talentsamlingerne har været fastholdt, og både ungdomslandshold og landshold samles inden for de kommende måneder, så længe myndighederne tillader det.

Dansk Håndbold Forbund kigger fortsat på, hvorvidt håndboldskoler kan afvikles, men har valgt at sætte Håndboldkaravanen på pause indtil d. 4. oktober., da der unødigt dannes smittekæder, når foreninger, skole og instruktører mødes.

I forhold til kursusaktivitet er der en del, der bliver aflyst, men Dansk Håndbold Forbund arbejder på at udbyde erstatning i form af digital kursusaktivitet hen over den kommende tid.

Du kan følge de løbende ændringer på Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside eller via Dansk Håndbold på Facebook.

Hvorfor er noget udskudt eller aflyst, mens andet fortsætter?
Det kan være svært at træffe en beslutning om, hvorvidt noget skal aflyses eller fortsætte. Der er mange elementer i spil, når beslutningen skal træffes, og her kigger vi blandt andet på:

1. Kan vi holde os inden for myndighedernes og DIF’s anbefalinger og retningslinjer?
Nogle arrangementer kan godt afholdes inden for myndighedernes og DIF’s anbefalinger og retningslinjer, men alligevel kan der være utryghed omkring dem. Fx kan turneringskampe, børnestævner, træningskampe eller pokalkampe godt afvikles med under 50 deltagere, men derfor er det ikke sikkert, deltagerne føler sig trygge i situationen, blandt andet fordi spillerne er tæt på hinanden, eller fordi der er spillere fra flere dele af landet. Derfor afføder mange arrangementer flere spørgsmål, som dem herunder.

2. Blander vi smittekæder, hvis vi fastholder arrangementet?
Kommer der spillere fra flere områder, som ikke til dagligt er sammen. Hvis ja, kan det være en god ide at udsætte arrangementet, som man fx har valgt at gøre med turneringen. I andre henseender kan man vælge at fastholde, fx i forhold til talenttræning, fordi der er en række andre forhold, som tages med i betragtning. Hvis man fastholder, må man sikre sig med andre forholdsregler, som fx ved talenttræning, hvor man arbejder med test af spillere m.m.

3. Hvem er målgruppen for arrangementet?
Når vi kigger på, om noget skal aflyses, er målgruppen vigtig for os. Det er meget vigtigt for alle i Dansk Håndbold, at børn og unge har mulighed for at komme ud og spille håndbold. Håndbolden er så essentiel en del af de unges liv – både set i et sundhedsperspektiv og et socialt perspektiv – derfor vil vi gøre meget for at sikre, at børn og unge kan holde gang i håndbolden. Her er det vigtigste for os, at de kan mødes med deres venner og træne på deres eget hold, hvor de ikke blander flere smittekæder end højst nødvendigt. Turneringen er altså her anden prioritet. Det er også langt vigtigere for os, at børn og unge kan spille håndbold, end det er, at man kan komme på et trænerkursus eller anden aktivitet, som ikke er essentiel for håndboldproduktet. Nogle steder har man valgt at fastholde seniorhåndbold. Det er sket ud fra en betragtning om, at voksne har nemmere ved at overholde myndighederne og DIF’s retningslinjer, ligesom det nogle steder også vil være andre målgrupper, der primært smitter hinanden.

4. Hvilke interesser er på spil i forhold til arrangementet?
På samme måde som vi kigger på målgrupper, så kigger vi også på, hvilke økonomiske og kommercielle interesser der er på spil. I de højere rækker, er der mange flere økonomiske og kommercielle interesser end i børne- og ungdomsrækkerne, hvilket er en af grundene til, at vi ikke har aflyst noget her endnu. Vi kigger altså på vigtigheden i produktet eller arrangementet, når vi går ind og vurderer, om noget skal aflyses. Også her skal der så tages andre forholdsregler, som fx brug af test.

Hvorfor er der forskel fra forbund til forbund?
Det er de lokale forbund, der administrerer og afvikler turneringen fra 3. division og ned. 2. og 3. division administreres af Dansk Håndbold Forbund, men afvikles af de tre forbund, og Liga og 1. division administreres og afvikles af Dansk Håndbold Forbund. Derfor kan de tre forbund selv beslutte, hvad de vil gøre med alt fra 3. division og ned, mens der skal være enighed om de øvrige rækker.

Når noget aflyses et sted, men ikke et andet sted, hænger det sammen med, hvordan man i forbundet vurderer smittetrykket, bekymringen hos lokalbefolkningen og besværligheden i afviklingen af et arrangement. Samtidig kigger de lokale forbund naturligvis også på vigtigheden i arrangementet ud fra de ovenstående parametre om målgrupper og interesser.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE