Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Foto: JHA/IHF
Damelandshold

Danmark åbner VM med storsejr over Australien

Skrevet af Frederik G. Schmidt
30. nov 2019Kl. 14:11

De danske håndbolddamer fik lørdag en flot start på verdensmesterskabet i Japan, da det i første kamp blev til en sejr på hele 37-12 (17-4) over Australien.

Klavs Bruun Jørgensens tropper tog lørdag aften japansk tid endelig hul på VM i kvindehåndbold 2019. Første danske modstander i gruppe B var Australien, der inden kampen ikke blev spået mange chancer mod de rød-hvide.

Australien kunne dog heller ikke drille de danske håndbolddamer, men de åbnede dog fint i kampens indledende minutter. Der skulle gå tre minutter før Trine Østergaard bragte Danmark på tavlen med hendes reducering til 1-1. Særligt den australske målvogter Manon Vernay startede godt med tre redninger i de første fem minutter, der betød, at Danmark fik en lidt hakkende start på kampen.

Det blev dog – set med danske briller - bedre i takt med at 1. halvleg skred frem. Det danske landshold fik slået et hul efter syv minutters spil, hvor Australien blev ramt af hele to udvisninger oven i hinanden. I de efterfølgende minutter var blandt andet Trine Østergaard igen skarp. Højrefløjen satte sin tredje scoring ind til stillingen 7-3 efter 12 minutters spil.

Der blev også plads til flere udskiftninger i midten og i slutningen af halvlegen, hvor Line Haugsted, Mie Højlund, Freja Cohrt, Stine Bodholt, Lotte Grigel og Kristina Jørgensen alle kom ind fra bænken og fik spilletid på halvgulvet i Japan.

Udskiftninger satte ikke en stopper for det fine danske spil. Den danske føring voksede sig tværtimod blot større – og Mie Højlund kunne få sekunder før pausefløjt gøre det til 17-4 til Danmark ved pausen.  

Højlund åbnede også ballet i 2. halvleg efter et fint gennembrud. Efter pausen kom Sara Iversen, Simone Böhme og Althea Reinhardt også på banen, og alle var de med til at fortsætte Danmarks fine takter fra første halvleg.

Det var i det hele taget et dansk hold med overskud – bedst eksemplificeret ved et flot mål på vip fra Simone Böhme ti minutter efter pausen, der øgede den danske føring til 23-5.

Gaspedalen blev aldrig sluppet af Danmark i angrebet, mens forsvaret også langt hen ad vejen fastholdt koncentrationen mod et nået rodet australsk angrebsspil.

Med ti minutter igen afsluttede Nolsøe en fin kontra, hvor hun satte den tredivte danske scoring i netmaskerne. Der var derfor reelt set kun tale om, hvor stor den danske sejr skulle blive – og den blev på hele 37-12.

Danmark skal i aktion igen allerede i morgen søndag, hvor Sydkorea venter. Den kamp kan du se på TV 2 kl. 12.30 dansk tid.

Vælg forbund

Luk