Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Foto: IHF
Damelandshold

Danmark taber i en tæt kamp til Tyskland

Skrevet af Frederik G. Schmidt
03. dec 2019Kl. 14:54

De danske håndbolddamer løb ind i deres første nederlag ved VM i Japan, da de tirsdag tabte med 25-26 (11-13) til Tyskland.

Tirsdag aften japansk tid var Klavs Bruun Jørgensens tropper atter i aktion ved VM i Japan, hvor de i deres tredje kamp stod overfor Tyskland. Tyskerne havde inden opgøret vundet begge deres to første kampe – og det tyske mandskab kom da også blæsende i en meget hektisk start på kampen.

Danmark havde hele fire afslutninger inden for kampens første tre minutter, der desværre alle ikke fandt netmaskerne. Den tyske målvogter Dinah Eckerle fik en flot start på kampen, hvor hun af flere omgange hev store redninger frem. Det gav en tysk føring på 3-0 efter knap seks minutters spil.

Danmark kom endelig på tavlen i det syvende spilminut, hvor den danske landsholdsanfører Stine Jørgensen bankede bolden op i målhjørnet til en 1-3-reducering. Herefter fulgte to danske udvisninger, der ikke ligefrem gjorde det nemmere for Danmark. Tyskland buldrede derudaf, hvilket udløste en dansk timeout efter 11 minutter og 38 sekunder, hvor de danske håndbolddamer var bagud med 1-6.

Den danske timeout gav nyt liv til det danske angrebsspil, hvor Kristina Jørgensen var kommet ind i et flot indhop. Scoringer fra hende og Louise Burgaard krydret med gode redninger fra Sandra Toft hev Danmark i den rigtige retning. Tyskland gik omvendt en smule i stå og fem danske scoringer i træk gav en stilling på 9-10.

Danmark kom stærkt tilbage frem mod pausen, men haltede stadig et skridt efter tyskerne. Sarah Iversen satte den sidste scoring ind i 1. halvleg, hvorefter Danmark gik i omklædningsrummet bagud med 11-13.

Efter pausen fortsatte Sandra Toft sit storspil. Det danske angrebsspil kæmpede med flere tekniske fejl og brændte chancer, men gang på gang hev Toft en klasseredning frem, der holdt de rød-hvide inde i kampen. Med 20 minutter tilbage scorede Lotte Grigel sikkert på straffekast – og Danmark var nu kun bagud med én enkelt scoring.  

Kampens sidste tyve minutter blev dog en lang kamp for at lukke hullet på den tyske føring. Af flere omgange havde Danmark chancen for at udligne, men brændte chancer ødelagde muligheden. Det lykkedes endeligt, da Freja Corht med ti minutter igen først gjorde til 21-22 og minuttet senere scorede fløjspilleren til 22-22. Danmark var nu lige med tyskerne for første gang siden 0-0, men kun for en kort stund.

Systematisk for kampen scorede Tyskland to hurtige mål på kontraer, hvorfor Danmark nu skulle kæmpe sig tilbage fra en stilling på 22-24, hvilket desværre ikke lykkedes. Tyskerne scorede på deres chancer - og hev en étmålssejr hjem. 

Sejren giver Tyskland maksimumpoint og en billet til mellemrunden, mens Danmark har tre point efter de første tre opgør. Kvindelandsholdet skal derfor forsøge at rejse sig i morgen mod Brasilien. Den kamp spilles kl. 12.30 dansk tid. Du kan følge kampen på TV 2.

Vælg forbund

Luk