Nyheder og presse
Del
Sandra Toft hyldes af holdkammeraterne ved VM i Spanien. Foto: IHF/Kolektiff Images
Herrelandshold
Kvindelandshold

Dansk dominans: Verdens bedste er alle fra Danmark

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
28. mar 2022Kl. 14:13

Efter tre ugers afstemning er det i dag blevet offentliggjort, at vinderne af Det Internationale Håndboldforbunds kåring af årets bedste spillere og trænere alle er fra Danmark.

Dansk håndbold gjorde rent bord, da det tidligere i dag blev offentliggjort, at alle fire kåringer af verdens bedste håndboldspillere og -trænere blev vundet af danskere.

Hæderen gik til henholdsvis Niklas Landin (World male player), Sandra Toft (World female player), Nikolaj Jacobsen (World coach - male teams) og Jesper Jensen (World coach - female teams).

Både Nikolaj Jacobsen og Niklas Landin vandt også titlerne i 2019, mens det er første gang, at Jesper Jensen og Sandra Toft kåres til den fornemme titel.

Det er desuden første gang, at en mandlig spiller vinder prisen to år i træk (der blev ikke kåret en vinder i 2020). Landins kvindelige keeperkollega, Sandra Toft er den første kvindelige keeper til at vinde prisen og desuden den første, danske kvindespiller siden Anja Andersen, der modtager hæderen af IHF.

Her kan du se de nominerede i alle kategorierne og med hvilken procent af stemmerne, danskerne vandt:

Kvindelige spillere
Sandra Toft, Danmark (30,96%)
Stine Bredal Oftedal, Norge
Kari Brattset Dale, Norge
Pauletta Foppa, Frankrig
Grace Zaadi, Frankrig

Kvindetrænere
Ole Gustav Gjekstad, Vipers Kristiansand
Thorir Hergeirsson, Norge
Jesper Jensen, Danmark/Team Esbjerg (35,4%)
Olivier Krumbholz, France
Ambros Martin, Győri Audi ETO KC

Mandlige spillere
Alex Dujshebaev, Spanien
Ludovic Fabregas, Frankrig
Mathias Gidsel, Danmark
Jim Gottfridsson, Sverige
Niklas Landin, Danmark (24,12%)

Herretrænere
Roberto Garcia Parrondo, Egypten/Melsungen
Guillaume Gille, Frankrig
Nikolaj Jacobsen, Danmark (51,2%)
Xavier Pascual Fuertes, Barca/Dinamo Bucuresti/Rumænien
Jordi Riberia, Spanien

Et panel af eksperter og toptrænere har udvalgt de fem nominerede i hver kategori, og efterfølgende har det været op til håndboldfans at stemme på deres favoritter. Fans fra 33 lande har været med til at stemme i følge IHF. 

Læs mere om kåringen på det Internationale Håndbold Forbunds hjemmeside. 

Vælg forbund

Luk