Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Børn og unge
Uddannelse
Bredde
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund søger udviklingskonsulent

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
22. sep 2020Kl. 09:14

Er du håndboldnørd med viden om foreningsarbejde og ledelse af frivillige? Er du stærk inden for idræt, sundhed og børn og unges liv og udvikling? Og vil du være med til at styrke foreningsarbejdet inden for håndbold? Så er jobbet som udviklingskonsulent måske noget for dig.

Som udviklingskonsulent bliver du en del af et korps på 12, der alle har til opgave at understøtte udviklingen i foreningerne og fremme håndboldsporten i Danmark. De 12 udviklingskonsulenter arbejder alle i hver deres del af Danmark, og du er – sammen med to konsulentkollegaer i Håndbold Region Øst – det tætteste bindeled til foreningerne øst for Storebælt.

Du vil være ansat i Dansk Håndbold Forbund og referere til chefen for udviklingsafdelingen, men i dagligdagen vil du både være på kontoret i Brøndby, hvor du sidder i Håndbold Region Øst, og ude i foreningerne, hvor du får din daglige gang. Her vil en af dine primære opgaver være at hjælpe foreningerne med at udvikle håndboldproduktet og integrere Dansk Håndbold Forbunds forskellige tilbud til deres medlemmer i foreningernes udbud. Samtidig får du en stor opgave i at lytte til foreningerne og deres behov og hjælpe dem med deres udvikling.

Jobbet som udviklingskonsulent indeholder blandt andet:

  • ledelse og facilitering af udviklingsforløb for foreningerne
  • opsøgende arbejde over for foreninger i Håndbold Region Øst
  • etablering af netværk – herunder kommunale foreningsnetværk og netværk mellem skole og forening
  • igangsættelse og drift af rekrutterings- og fastholdelsestiltag i samarbejde med foreningerne – f.eks. Trille Trolle, Håndboldkaravane, Håndboldskoler, Håndboldfitness, Five-a-side og Beach Handball
  • udvikling og gennemførelse af kampagner og tiltag til fremme af håndboldsporten i samarbejde med udviklingsafdelingen og de øvrige konsulenter i Dansk Håndbold Forbund
  • at være bindeled og sparringspartner for foreningerne, politikere og administration i Håndbold Region Øst.


Hvem er du?

Som udviklingskonsulent har man mange opgaver, der spænder over forskellige fagområder. Derfor kan vi ikke sige præcist, hvilken faglig baggrund du kommer med. Du kan både være lærer, pædagog, universitetsuddannet med baggrund i idræt eller pædagogik eller noget helt femte. Det er dog vigtigt for os, at du:

  • har interesse for og indsigt i håndboldverdenen
  • har erfaring med og interesse for børneområdet
  • har erfaring med lederarbejde i en frivillig organisation
  • er god til at formulere dig i skrift og tale
  • evner at arbejde selvstændigt, struktureret og effektivt
  • er en holdspiller
  • trives i en hverdag med vidt forskellige opgaver.


Du får en stor samarbejdsflade ud i foreninger og vores politiske bagland, og vi lægger derfor også vægt på, at du er et diplomatisk og empatisk menneske, der kan lytte, inspirere og motivere.

Det praktiske

Arbejdet som udviklingskonsulent foregår ofte på vejen og i foreningerne. Din fysiske arbejdsplads bliver Håndbold Region Østs kontor i Brøndby, som vil være et supplement til en hjemmearbejdsplads. På kontoret er vi syv kolleger i Håndbold Region Øst og ca. 40 kolleger i Dansk Håndbold Forbund.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen eksklusive frokostpauser, men da arbejdet tager udgangspunkt i foreningerne og vores frivillige i håndbolden, vil der være en del aften og weekendarbejde, ligesom der vil være sæsonudsving i arbejdsbelastningen.   

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte udviklingschef Lene Karsbæk på tlf. 40456181 eller lek@dhf.dk

Ansøgning med CV sendes i ét dokument til DHF-job@dhf.dk senest onsdag d. 21. oktober 2020. I emnefeltet skriver du ’Udviklingskonsulent’. Vi forventer at holde samtaler i uge 46 i Brøndby og tiltrædelse pr. 1. januar 2021.  

Vælg forbund

Luk
ANNONCE