
Flot medlemsfremgang i dansk håndbold – alternative tilbud en del af succesen
Over 5.000 nye håndboldspillere og fremgang både blandt børn og voksne på tværs af hele landet, er den imponerende bundlinje for Dansk Håndbold Forbund for 2022.
Det er ikke kun de danske landshold, der kan juble over succes for tiden. Også rundt om i klubberne er der grund til at trække bredt på smilebåndet, for Dansk Håndbold Forbund oplevede sidste år en flot medlemsfremgang på 5,4 procent svarende til 5.311 flere medlemmer end året forinden. Det viser opgørelsen, der kommer samme dag, som Danmarks Idrætsforbund offentliggør deres medlemstal for foreningsidrætten i hele landet.
Dermed er antallet af håndboldspillere efter et par år præget af corona igen sekscifret med i alt 103.528 medlemmer. Værd at bemærke er, at det er over hele landet, at interessen for håndbold har været voksende. Således går syv ud af otte kredse i Jylland frem, mens foreningerne samlet under Fyns Håndbold Forbund og Håndbold Region Øst, der dækker Sjælland og øerne, ligeledes oplever vækst.
Størst procentvise fremgang er der blandt grupperne fra 0-6 år med næsten 16 procent flere medlemmer i 2022, sammenlignet med året forinden, samt gruppen af 25-39-årige, der går tæt på ti procent frem. Et resultat der glæder Lene Karsbæk, chef for udviklingsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund.
- Det er både enormt positivt, at vi oplever voksende interesse fra de yngste, der kan få glæde af håndboldens fællesskab i mange år frem. Men jeg er samtidig rigtig stolt over, at vi, sammen med en engageret indsats fra klubberne, er lykkedes med at få flere voksne til igen at spille håndbold på både motions- og turneringsplan, siger hun.
Medlemsudviklingen fra 2021 til 2022
i de enkelte kredse og distrikter:
Håndboldfitness hitter
Støvring Håndbold syd for Aalborg er en af de klubber, der har haft rigtig stor succes med at få flere voksne til at trække i håndboldskoene med alternative varianter af spillet.
Her er antallet af spillere mellem 25 og 59 år vokset enormt fra 64 til 161 på bare et enkelt år, og håndboldfitness er en væsentlig del af succesen, forklarer Anja Thomadsen, der er ungdomskonsulent og træner i Støvring Håndbold.
- Håndboldfitness har været rigtig godt til at lokke folk ind at spille håndbold for første gang, men vi har også fået mange medlemmer, der har holdt en håndboldpause og nu kommer i gang igen med håndboldfitness.
- Der er ikke det samme fysiske pres med tacklinger, og det kræver heller ikke den samme forståelse for spilsystemer, så det er nemt at komme i gang med, og man får stadig kombinationen af boldspil, motion og sjovt samvær.
I Støvring Håndbold har man faktisk oplevet, at en del af de spillere der er vendt tilbage til håndbolden gennem håndboldfitness, nu har fået blod på tanden til også at spille almindelig håndbold, og derfor har klubben oprettet et nyt serie 4-hold. Det er rigtig godt nyt, fortæller Lene Karsbæk fra Dansk Håndbold Forbund.
- Håndbold er for alle, uanset alder og niveau. Derfor er jeg så glad for at høre fra vores klubber, hvordan tilbud som håndboldfitness og five-a-side-håndbold vinder frem. For det afgørende er ikke, om man spiller den ene eller den anden form for håndbold. Det afgørende er, at alle kan være med i et stærkt fællesskab og få sig rørt på en sjov måde.
Læs mere om de forskellige former for motionshåndbold her.
Antallet af børn der spiller håndbold er også steget flot i 2022. Foto: Lars Møller
Frivillige opgaver på alle niveauer
En konsekvens af corona var, at mange idrætsforbund og andre frivillige organisationer mistede en del af de ildsjæle, der er altafgørende for vores foreningsliv.
En udfordring man også har arbejdet med i Støvring Håndbold, der målt på antal medlemmer er den håndboldklub i Danmark, der er gået mest frem det seneste år. 206 nye håndboldspillere svarende til en fremgang på hele 45,9 procent.
- Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, det er meganemt at finde frivillige nok. Men vi er lykkedes med at kommunikere ud, at alles hjælp er vigtig. Så hvis ikke man har tid og ressourcer til at være fast træner, kan man stadig yde en vigtig indsats i mindre omfang eksempelvis som frivillig til vores påskecup eller håndboldskoler, og på den måde får nogle også mod på mere, siger Anja Thomadsen, der i sagens natur er rigtig glad for den flotte medlemsfremgang i Støvring.
- Jeg er meget stolt over det, for vi er heller ikke kommet sovende til det. Der ligger en længerevarende indsats bag fremgangen, hvor vi har knoklet i flok for at lokke nye spillere til. Men nu spreder interessen for at spille håndbold sig helt automatisk, når folk anbefaler hinanden at komme med, fordi de selv har fået en god oplevelse, og det er jo bare rigtig dejligt, når arbejdet på den måde bærer frugt, siger hun.
Har du også fået lyst til at gøre de mange nye håndboldspillere selskab?
Så find din nærmeste klub her.