Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Prøv både Five-a-side Håndbold, Håndboldfitness og meget andet til Håndboldens Dag lørdag den 11. januar. Foto: Jacob Almtoft
Børn og unge
Bredde

Grib bolden og tag til Håndboldens Dag på lørdag

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
08. jan 2020Kl. 10:00

Findes der en bedre optakt til Håndboldherrernes første EM-kamp lørdag aften, end at få sved på panden og smil på læben i den lokale håndboldklub? Den optakt kan du få flere end 170 steder over hele landet, når håndboldklubberne inviterer til Håndboldens Dag.

Det er gratis at deltage, og man kan møde op i indesko eller strømpesokker. Klubberne byder på forskellige aktiviteter på dagen både for de garvede, de nye, de store, de ældre, de unge og de mindre. Man kan spille med bløde håndbolde, få håndbold-"tatoveringer", vinde EM-billetter og mange andre ting på Håndboldens Dag.

Dansk Håndbold Forbund og DGI Håndbold, der står bag arrangementet, håber at rigtig mange vil lægge vejen forbi deres lokale håndboldklub. Det gælder både dem, der tidligere har haft en bold i hånden, men også dem, der aldrig har rørt en håndbold. På Håndboldens Dag kan alle nemlig være med. 

"Jeg håber, at Håndboldens Dag kan være med til at promovere sporten og vise, at håndbold er meget mere end tekniske skruebolde, angrebsåbninger og hårde tacklinger. Det er fællesskab, godt humør og ikke mindst knaldgod motion. På dagen kan man for eksempel prøve kræfter med Håndboldfitness og Five-a-side Håndbold. To håndboldtilbud, hvor alle kan være med uanset bonuskilo, knirkende knæ eller dårlig skulder," fortæller Morten Stig Christensen generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Klubberne byder på forskellige aktiviteter på dagen, så der er sjove boldudfordringer for enhver smag og for alle aldersgrupper. Mange af klubberne vil efterfølgende oprette motionstilbud med eksempelvis Håndboldfitness og Five-a-side Håndbold for voksne, både nye og tidligere håndboldspillere.

Vind billetter til EM i herrehåndbold
På dagen kan du deltage i en fotokonkurrence, hvor førstepræmien er seks billetter til Håndboldherrernes EM-kamp mod Rusland den 15. januar 2020 i Malmø.

Læs mere om konkurrencen og hvordan du deltager.

Disse klubber er med på dagen
Klik på kortet herunder for at se alle arrangementerne på Håndboldens Dag.

Om Håndboldens Dag
Håndboldens Dag er et initiativ under 'Bevæg dig for livet - Håndbold' i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund, DIF, DGI og med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Håndboldens Dag havde premiere den 5. januar 2019 med 144 arrangementer og 11.600 deltagere på dagen. Den 11. januar 2020 vil over 170 håndboldklubber slå dørene op og invitere både tidligere og nuværende håndboldspillere, men også dem, der aldrig har rørt en håndbold inden for.

Vælg forbund

Luk