
Ligatræner ansat som ny ungdomslandstræner
Dennis Bo Jensen, der står i spidsen for ligaholdet fra Lemvig-Thyborøn, tiltræder sideløbende som ungdomslandstræner i Dansk Håndbold Forbund.
Arbejdet med at udvikle næste generation af håndboldstjerner er ikke ukendt land for Dennis Bo Jensen. For han har en fortid som talenttræner i Dansk Håndbold Forbund. Fra 1. september indtager han så posten som ungdomslandstræner på herresiden, hvor han afløser Arnór Atlason.
Dennis Bo Jensen er ansat på en fireårig kontrakt og starter en ny landsholdsårgang op med M18-holdet fra 2006 og 2007, som han følger de kommende år. Parallelt med landstrænerjobbet fortsætter han som cheftræner i Lemvig-Thyborøn.
Men muligheden for igen at kunne være med til at forme landets største talenter var et tilbud, den tidligere AJAX- og AG København-målmand ikke kunne lade forpasse.
- Jeg er utrolig stolt og ydmyg over den opgave, jeg står foran. Talentudvikling ligger mig meget nært, så det glæder jeg mig til igen at arbejde med.
- Samtidig ser jeg frem til at følge op på det fantastiske arbejde, der er lavet på talentområdet i Håndbolddanmark de seneste mange år, hvor man skyder det ene store talent ud efter det andet, siger Dennis Bo Jensen.
I Dansk Håndbold Forbund er sportschef Morten Henriksen ligeledes godt tilfreds med, at det er lykkedes at tilknytte Dennis Bo Jensen som U-landstræner efter Arnór Atlason.
- Dennis er en meget kompetent afløser. Han er både passioneret, fagligt dygtig og nysgerrig på trænerarbejdet. Samtidig matcher hans værdier tankerne i vores talentstrategi, hvor vi ikke kun har fokus på talentet men også mennesket bag, siger Morten Henriksen.
”Samarbejde er et nøgleord”
Selvom Dennis Bo Jensen først formelt tiltræder til september efter M21-VM, begynder han allerede så småt nu samarbejdet med de øvrige trænere i Dansk Håndbold Forbund hen imod næste uges sommerlejr i Kolding for 2006-årgangen.
Og forbundets nye talentstrategi går rigtig godt i tråd med den tilgang, som Dennis Bo Jensen selv har til trænergerningen og talentudvikling i særdeleshed.
- Jeg har en kandidatgrad i pædagogik. Så jeg ved, hvor vigtig tillid og relationer er for, at mennesker og spillere kan udvikle sig. Det er afgørende, vi får skabt nogle miljøer, hvor der er trygt at være, og hvor fokus er på at udvikle spillernes kompetencer fremfor den selektion, der selvfølgelig også er et grundvilkår på øverste niveau.
- Samarbejde er et nøgleord i den indsats. For det er også ude i klubberne, den gode udvikling skal foregå. Vi skal understøtte dem i at skabe en god dagligdag for spillerne, hvor de kan udvikle sig og blive så dygtige som overhovedet muligt. Det ser jeg frem til at tage hul på, lyder det fra den kommende ungdomslandstræner.
Dennis Bo Jensen er udstyret med den højeste træneruddannelse, man kan opnå, med en EHF Master Coach.