Nyheder og presse
Del
Damelandshold
Nyt fra DHF

Norge opgiver EM-værtskab

Skrevet af Frederik G. Schmidt
16. nov 2020Kl. 10:30

Norges Håndboldforbund har i dag meddelt Det Europæiske Håndboldforbund og Dansk Håndbold Forbund, at EM i kvindehåndbold i december ikke kan afvikles i Norge. Dansk Håndbold Forbund arbejder nu på en alternativ løsning.

Den norske regering har i de seneste uger sået tvivl om mulighederne for et delt EM-værtskab i Norge. I dag har Norges Håndboldforbund og de norske myndigheder så endeligt slået fast, at EM ikke kan forenes med de nuværende, norske Covid-19-restriktioner. Udmeldingen ærgrer Per Bertelsen, der er formand i Dansk Håndbold Forbund:

”Vi havde selvfølgelig glædet os til, at vi sammen med Norge skulle arrangere dette mesterskab. Der ligger mange, mange timers samarbejde og forberedelse bag planlægningen af et mesterskab, og vi er derfor rigtig kede af, at de norske restriktioner spænder ben for vores gode kolleger i Norges Håndboldforbund,” siger Per Bertelsen og fortsætter:

”Vi er allerede i gang med at se på, hvad der kan lade sig gøre i forhold til afviklingen af hele EM i Danmark. Mere kan jeg på nuværende tidspunkt ikke sige. Det er en kæmpe opgave, der ligger foran os, men hvis der er nogen, der kan løse den, så er det mine kolleger i Dansk Håndbold Forbund og alle de fantastiske frivillige,” siger Per Bertelsen.

Dansk Håndbold Forbund forventer at kunne komme med yderligere information om afviklingen af EM tirsdag den 17. november. 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE