Nyheder og presse
Del
Bredde
Nyt fra DHF

Nu er den her: Ny dato for Håndboldens Dag 2021

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
07. jun 2021Kl. 12:00

Hjælp klubbens medlemmer tilbage til fællesskabet ovenpå coronakrisen og skyd den nye sæson godt i gang til Håndboldens Dag 2021. Den nye dato er fundet, så sæt kryds i kalenderen og meld klubben klar i dag.

Den 9. januar 2021 skulle succesen med Håndboldens Dag have været gentaget for tredje gang. Men på grund af Covid-19 blev dagen udskudt. Nu skal der så sættes kryds i kalenderen, for den nye dato for afviklingen af Håndboldens Dag er lørdag den 2. oktober 2021.

110 klubber havde allerede tilmeldt sig, da den landsdækkende åbent hus-dag måtte udskydes, og håbet er at mindst lige så mange hurtigt får meldt sig klar igen. Målet med Håndboldens Dag er nemlig at give foreninger over hele landet mulighed for at styrke fællesskabet i klubben og invitere folk udenfor foreningsfællesskabet indenfor til en sjov dag i hallen.

”Vi glæder os helt vildt over, at det kan lade sig gøre at afholde Håndboldens Dag i år. Det er en oplagt mulighed for klubberne til at lave en god genstart ovenpå coronakrisen. Vi har tidligere set, at foreninger har rekrutteret nye medlemmer direkte fra arrangementet, men næsten endnu vigtigere bliver det for klubberne i år at fastholde og genrekruttere de medlemmer, der måske ikke er kommet igen ovenpå den lange nedlukning. Vi håber, at rigtig mange klubber vil være med til at skabe en landsdækkende håndboldfest,” fortæller Betina Lyng Bjerre, formand for bredde- og udviklingsudvalget i Dansk Håndbold Forbund.

Skal din klub være med? Så tilmeld jer nu! 

Håndboldens Dag afvikles i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund og DGI Håndbold.

Særligt fokus på de unge

En af de aldersgrupper, der især har været ramt af nedlukningen, er de unge. Derfor sætter Håndboldens Dag 2021 ekstra stort fokus på netop at få de unge inkluderet i håndboldfællesskabet.

”Vi skal have de unge med på Håndboldens Dag, og ikke bare som besøgende, men som en aktiv del af eventen. Derfor lægger vi med Håndboldens Dag 2021 op til, at foreningens unge spillere selv får mulighed for at planlægge en særlig event for dem selv, som måske kan lokke deres venner med ned i klubben. Derudover får foreningerne hjælp til at skabe rammerne for de unge igennem planlægningsmaterialer og webinarer i august og september,” siger Niels Christian Pedersen, formand for DGI Håndbold.

Gratis at være med

Det er helt gratis at melde sig som arrangør af Håndboldens Dag. Alt du skal gøre er at tilmelde din klub, booke hallen nogle timer eller mere den 2. oktober 2021 og se at få planlagt en sjov dag for både nuværende og potentielt nye medlemmer.

Op til arrangementet modtager arrangørklubberne en gratis arrangørpakke med alt, hvad der skal bruges til at gennemføre en succesfuld Håndboldens Dag. Derudover kan alle arrangører deltage på webinaret 'Få Håndboldens Dag ud over rampen', der afholdes onsdag den 25. august og lørdag den 4. september.

Tilmeldingsfrist er søndag den 22. august. Meld klubben klar her!

Håndboldens Dag 2022

Det ligger allerede nu fast, at Håndboldens Dag vender tilbage i 2022. Det bliver lørdag den 1. oktober 2022, så book eventuelt allerede hallen nu, hvis I vil være med på dagen.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkomne til at skrive eller ringe til projektleder Anna Katrine Sand på 24843136 eller asa@dhf.dk eller Michael Sorgenfri fra DGI på 51412677 eller Michael.Sorgenfri.Pedersen@dgi.dk.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE