Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Bredde

Ny struktur forberedes i Jydsk Håndbold Forbund

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
30. apr 2019Kl. 14:48

Bestyrelserne i Jydsk Håndbold Forbund og de otte kredse har i weekenden besluttet, at der skal arbejdes mod en ny struktur i Jydsk Håndbold Forbund. Beslutningen får betydning for det samlede danske håndboldforbund, som kan se frem til en smallere struktur.

På bagkanten af årets repræsentantskabsmøde i Jydsk Håndbold Forbund har bestyrelserne for Jydsk Håndbold Forbund og de otte kredse besluttet at sætte en proces i gang, som skal ende med, at Jydsk Håndbold Forbunds struktur bliver brudt ned til færre enheder. Kent Nicolajsen, der er formand i Jydsk Håndbold Forbund, fortæller:

”Jeg er rigtigt glad for, at det politiske lag i Jylland er med på, at vi nu endelig kan få kigget på vores organisatoriske opbygning. Det vigtigste for mig i den kommende proces er, at alle føler sig hørt, og at vi får gjort organisationen mere agil og mindre med færre led. Det kan sikkert komme til at betyde, at vi nedlægger kredsene, men hvad der kommer i stedet, kan jeg ikke sige. Hvor vi ender, ved vi ikke endnu. Det er ikke defineret, om vi skal være Jydsk Håndbold Forbund med et antal afdelinger, om vi skal hedde Dansk Håndbold Forbund Jylland med et antal afdelinger, eller om vi skal hedde noget helt tredje.”

De jyske kredse og Jydsk Håndbold Forbund blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde et oplæg til, hvordan en strukturændring kan se ud, og hvordan den kan gennemføres. Først når den proces er slut, ved man i Jydsk Håndbold Forbund, hvornår ændringerne træder i kraft, og hvordan organiseringen skal struktureres.

Også i Dansk Håndbold Forbund vækker beslutningen stor glæde hos formand Per Bertelsen:

”Det er ingen hemmelighed, at det er et stort ønske fra min og Dansk Håndbold Forbunds side, at vi inden for en overskuelig fremtid får mulighed for at modernisere vores organisation. Beslutningen i det jyske er et stort og klogt skridt i den retning, og det glæder mig meget, at vi deler den samme vision om et organisatorisk mindre og mere handlingsdygtigt forbund.”

Vælg forbund

Luk