Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Børn og unge
Bredde

Sæsonopstart: Hvilken række skal vi tilmelde os?

29. aug 2019Kl. 11:00

Af Betina Lyng Bjerre, formand for bredde- og udviklingsudvalget og Anders Fredsgaard, formand for turneringsudvalget.

En ny sæson nærmer sig med hastige skridt, men det bliver ikke en sæson, helt som vi kender det. Den kommende sæson er nemlig første møde med den nye årgangsstruktur og for nogen også et møde med nye spilformer, boldstørrelser og banestørrelser. De ændringer, som bliver gennemført fra den kommende sæson, er alle sammen foretaget ud fra et ønske om at gøre håndbolden langt mere børnevenlig, udviklende og sjov. Vi håber, at den nye struktur sammen med de øvrige ændringer vil styrke dansk børne- og ungdomshåndbold i fremtiden.

Noget, der dog ikke er nyt, er, at tusindvis af håndboldspillere og deres trænere i de kommende weekender skal ud og finde ud af, hvilken række de skal spille i i den kommende sæson.  Det gør vi gennem niveaustævner (HRØ og FHF) og forturneringer (JHF).

Hvad er den rigtige række?
Tilmelding i den rigtige række kan være en svær øvelse, og derfor anbefaler vi, at så mange hold som muligt kommer ud og deltager i niveaustævner eller forturneringer. For kun på den måde kan du som træner få skabt dig det bedste overblik over, hvilket niveau dine spillere er på. 

Der findes heldigvis rigtigt mange trænere rundt omkring, som er gode til at vurdere, hvilken række deres hold skal spille i. Vi håber, at disse trænere vil være med til at hjælpe nye eller mere usikre trænere godt i gang og bidrage til en kultur, hvor vi tager et fælles ansvar for at sikre den gode børne- og ungdomshåndbold. Men uanset om det er første gang, du står i spidsen for et hold, eller du har gjort det mange gange før, er det en god idé at komme ud og prøve dine spillere af.

Niveaustævnerne og forturneringerne er også en god lejlighed til at komme ud og snakke med andre trænere. Hvordan ser de jeres hold? Hvilken række tilmelder de sig? Hvilke overvejelser gør de sig om tilmelding? Brug dine trænerkolleger og se, om I kan finde fælles fodslag i forhold til, hvad der er bedst for jeres spillere.

Hvis der er flere niveaustævner i din lokale kreds, kan du måske prøve at tilmelde dit hold forskellige rækker henover to stævner for at være sikker på, at du får det mest korrekte billede af dit holds formåen. Formålet er i sidste ende at få tilmeldt dit hold den række, hvor de passer bedst niveaumæssigt. De må ikke være for gode og dermed aldrig møde rigtig modstand, men de skal helst heller ikke opleve, at de aldrig har succes. Ingen af delene er udviklende for dine spillere.

Vær realistiske, men ikke overforsigtige
Nogle trænere er forsigtige, når de skal tilmelde deres hold en række, og det er fuldt forståeligt. Men husk, at børnene gerne må udfordres – de skal lære at håndtere nederlag undervejs. Når man starter op med nye spilere, er der fx en tendens til at mene, at de skal starte i C-rækken, da de jo er nye. Vores råd her vil være at spille et par kampe mod andre hold, inden man tilmelder sig turneringen. Derfra kan man så vurdere, om de nu er så uøvede, som man selv tror. Der er spillere i både A- og B-rækken, der ikke kan alle reglerne, og det er helt okay.

Vi anbefaler også, at man forsøger at få alle spillerne med til forturnering. Hvis du pludselig har andre spillere med, når turneringskampene begynder, kan niveauet på holdet nemlig ændre sig betragteligt. Nogle trænere vil stå i den situation, at der er spillere, der går til noget andet i eftersommeren, og derfor først kan starte til håndbold efter efterårsferien. Her kan du måske prøve at få dem til at deltage i et stævne, selvom de ikke har været til træning, da de så kan indgå i dit vurderingsgrundlag.

Forkert tilmeldt eller nye spillere
Når alt det er sagt, skal du huske, at det ikke er en katastrofe, hvis du alligevel får tilmeldt dit hold ’forkert’ eller får tilgang af nye spillere efter sæsonopstart. Så er det bare vigtigt, at du tager hensyn til modstanderne ved at rotere med egne spillere og udfordre dem på andet end resultatet af kampen.

Husk, at der jo skal være 5-6 hold i puljen, så måske kan I ikke matche det allerbedste hold, men derfor kan I stadig godt få nogle gode kampe mod de øvrige hold. Det er vores mantra, at man hellere skal tilmelde sig en lidt for ’svær’ række end at ødelægge rækken nedenunder for de andre hold, fordi man har fået tilmeldt sit hold på et forkert niveau.

Til slut er der blot at ønske rigtig god fornøjelse ved de mange niveaustævner og forturneringer over hele landet i de kommende weekender. Skulle du sidde med et spørgsmål, der ikke er blevet besvaret, er du meget velkommen til skrive til kommunikationskonsulent Maria-Teresa Faurhøj på mtf@dhf.dk. Så vender vi tilbage med et svar hurtigst muligt.

Du kan læse mere om de nye spilformer, reglerne og meget mere på www.haandbold.dk/spilformer.

 

Vælg forbund

Luk