Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
144 håndboldklubber over hele landet deltog i den første udgave af Håndboldens Dag. Her billede fra Aarup BK Håndbold. Foto: Allan Jensen, EventMedia
Bredde

Sæt kryds! Håndboldens Dag vender tilbage i 2020

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
05. feb 2019Kl. 12:37

Håndboldens Dag 2019 blev en fantastisk dag med 11.600 deltagere, stor tilfredshed og 1.000 nye medlemmer i klubberne. Book hallen allerede nu den 11. januar 2020, hvor håndboldens fælles åbent-hus-dag vender tilbage.

Lige inden verdensmesterskaberne i herrehåndbold stjal rampelyset, viste klubber over hele landet håndbolden frem fra sin bedste side på Håndboldens Dag lørdag den 5. januar.

Nu har arrangørklubberne evalueret dagen, og der er ingen tvivl om, at Håndboldens Dag er kommet for at blive. Her er et par af resultaterne:

  • 11.600 personer deltog på Håndboldens Dag – heraf 4.000, der ikke var medlem af en håndboldklub
  • Der var i gennemsnit 81 deltagere ved de i alt 144 gennemførte arrangementer
  • Håndboldens Dag resulterede i godt 1.000 nye medlemmer i klubberne – både børn og voksne
  • Klubbernes tilfredshed med dagen ligger gennemsnitligt på 4,2 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er meget tilfreds
  • Samtlige arrangørklubber vil gerne kontaktes og høre mere om Håndboldens Dag 2020.


Læs evalueringen her.

En af dem, der selv deltog i Håndboldens Dag er Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund:

"Jeg synes, at vi lykkedes med det, vi gerne ville omkring Håndboldens Dag; nemlig at vise, at håndbold er andet og meget mere end den håndbold, vi ser i fjernsynet. At vi så ovenikøbet er lykkedes med at rekruttere 1.000 nye medlemmer er fantastisk. Det er et langt sejt træk, at få vendt medlemsudviklingen i dansk håndbold og ændre synet på, hvad håndbold er, men jeg er sikker på, at tiltag som Håndboldens Dag bidrager positivt til udviklingen. Derfor glæder jeg mig til, at vi skal gentage succesen til næste år og håber, at klubberne vil sætte kryds i kalenderen og forsøge at booke hallen allerede nu," fortæller Morten Stig Christensen.

Book hallen den 11. januar 2020
Datoen for næste udgave af Håndbolden Dag var også i spil i evalueringen. Efter en god proces med klubber, konsulenter, turneringsudvalg m.fl. ligger det nu fast, at Håndboldens Dag 2020 bliver lørdag den 11. januar. Så book hallen med det samme.

Klubtilmeldingen åbner i løbet af foråret, og du kan få direkte besked pr. mail, når det er muligt at tilmelde klubben. Følg linket her

Håndboldens Dag er en del af ’Bevæg dig for livet’-samarbejdet mellem DHF, DGI, DIF, TrygFonden og Nordea-fonden. I 2019-udgaven af Håndboldens Dag var Sparekassen Kronjylland, Puma og Hshop eventpartnere.

Vælg forbund

Luk