Nyheder og presse
Del
Børn og unge

Simon Sørensen bliver landstræner for U18-herrerne

Skrevet af Frederik G. Schmidt
13. sep 2021Kl. 10:30

Simon Sørensen, der i sommers afsluttede forløbet med U21-landsholdet, fortsætter som ungdomslandstræner for U18-landsholdet, mens han samtidigt overtager ansvaret for herrernes udviklingstrup.

Tilbage i juli måned spillede herrernes U21-landshold - med Simon Sørensen i spidsen - deres sidste landskampe, da holdet mødte Sverige af to omgange i Kalundborg. Nu tager Simon Sørensen igen en tørn som ungdomslandstræner; denne gang med årgang 04/05 i Dansk Håndbold Forbunds talentsystem. En opgave, som den 34-årige træner glæder sig til:

”Jeg brænder for at arbejde med unge mennesker, og jeg ser det som et stort privilegie, når jeg nu igen får muligheden for at arbejde med de dygtigste spillere på en årgang. Det blev desværre kun til en enkelt slutrunde for mig med U21-landsholdet grundet Covid-19, så nu glæder jeg mig ekstra meget til at starte på et nyt forløb med gode træningstimer og store oplevelser,” siger Simon Sørensen.

Fremadrettet bliver Simon Sørensen også ansvarlig for udviklingstruppen på herresiden, hvor en lille gruppe af talentfulde spillere får optimale udviklingsrammer i jagten på A-landsholdet. Simon Sørensen overtager ansvaret fra Henrik Kronborg, der fortsat er assistenttræner hos Håndboldherrerne. 

Læs også: Udskiftninger i herrernes udviklingstrup

”Jeg glæder mig til, at jeg forhåbentligt kan hjælpe den her gruppe af spillere tættere på A-landsholdet. Samtidigt ser jeg også frem til koordineringen med Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg, klubberne og Team Danmark. Spillerne får stillet nogle stærke ressourcer til rådighed, der sammen med vores vejledning gerne skulle hjælpe med at udvikle dem som håndboldspillere og mennesker,” siger Simon Sørensen.

Husk, du altid kan få seneste nyt om ungdomslandsholdene på deres officielle Facebookside: Ungdomslandsholdene – håndbold 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE