Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Uddannelse

Skadesforebyggende træning øverst på dagsordenen til talentseminar

Skrevet af Alexander Elverlund
02. mar 2019Kl. 15:18

Dansk Håndbold Forbunds talentseminar løb af stablen lørdag, og det var som vanligt velbesøgt. 111 deltagere fik både teoretisk og praktisk erfaring med i bagagen.

Lørdag blev Dansk Håndbold Forbunds store talentseminar afholdt på Syddansk Universitet i Odense. Til stede var mere end 100 U-landstrænere, talenttrænere, regions-, talentcenter- og kredstrænere, morgentrænere i elitekommunerne, samt fysioterapeuter og fysiske trænere.

Temaet for dagen var talentudvikling med særligt fokus på fysisk og skadesforebyggende træning. På programmet var blandt andet teoretiske og praktiske oplæg om træningsbelastning og en ny performanceprofil i dansk håndbold. Performanceprofilen er en opdateret version af den nuværende fys-profil, hvor også den skadesforebyggende træning nu bliver et vigtigt element.

Seminaret skulle ifølge Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund, hjælpe med til at kigge på en eventuel justering af distrikts- og kredstræningen fremadrettet, men det skulle primært bruges til erfaringsudveksling på tværs af hele talentsektoren i dansk håndbold:

”Først og fremmest samles vi for at få viden og inspiration omkring skadesforebyggende træning. Herudover er det en fantastisk mulighed for at dele erfaring på tværs af landet. Vi har så mange dygtige folk i talentsektoren, som desværre ikke har mulighed for at vidensdele i dagligdagen i det omfang, vi kunne ønske os. Derudover har vi fået  startet en god debat om, hvordan vi kan justere på fremtidens distrikts- og kredstræning, der har kørt på samme måde i mange år efterhånden,” sagde Morten Henriksen.

For deltagerne var der masser af positive ting at tage med sig fra weekendens talentseminar. Kredstræner i Jysk Håndbold Forbunds kreds 7, Martin Grau, fortæller:

”Det har været en utrolig spændende og inspirerende dag, hvor vi har taget fat på noget, der desværre ofte overses i klubberne, nemlig det skadesforebyggende arbejde. Jeg glæder mig meget til at følge processen med den nye performanceprofil, som virkelig er et relevant og håndgribeligt værktøj for os i hverdagen. Derudover er det bare virkelig godt for os alle at få lov at sparre med gode folk fra andre områder, kredse og distrikter.”

Dansk Håndbold Forbunds eliteudvalg står bag talentseminaret, der afvikles hvert andet år.

Vælg forbund

Luk