Nyheder og presse
Del
Der kommer til at være flot opbakning fra tribunerne, når kvindelandsholdet spiller i Royal Arena den 11. april. Foto: Ernst van Norde
Kvindelandshold

Stolte sponsorer bakker op om at skabe stor håndboldfest i Royal Arena

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
23. mar 2023Kl. 10:46

Den 11. april venter der kvindelandsholdet en stor oplevelse, når de for første gang skal spille i hovedstadens største håndboldarena, nemlig Royal Arena. Og landsholdet kommer til at løbe på banen med stor opbakning i ryggen – ikke kun fra publikum, men også fra landsholdets sponsorer.

At Håndboldkvinderne til april for første gang skal spille i Royal Arena skyldes i høj grad de flotte resultater og den øgede interesse, landsholdet skabte ved EM tilbage i november, hvor halvanden million danskere fulgte finalen mod Norge.

Og selvom den kommende kamp mod Sverige i den københavnske arena falder mere end fire måneder efter EM-finalen, er det tydeligt, at interessen for Håndboldkvinderne er fastholdt, og det glæder landsholdsspiller Kathrine Heindahl at mærke den stigende opbakning til holdet:

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har været misundelig på herrelandsholdet, som til træningskampe har kunne fylde både Royal Arena og Jyske Bank Boxen. Så jeg synes, at det er en kæmpe milepæl for os som hold, at vi er nået dertil, at der nu er den opbakning, og at vi har skabt nogle resultater, der gør, at vi igen er et interessant hold at følge. Det er nok det, der gør mig allermest stolt – altså den rejse, vi har været på, og hvor vi begynder at nå dertil, at tingene går op i en højere enhed. Så jeg ser sindssygt meget frem til kamp i en forhåbentlig fyldt Royal Arena.

Sikre dig en billet til kampen her.

Og at opbakningen er stor, gælder både i den brede befolkning og ikke mindst blandt landsholdets sponsorer for hvem kvindelandsholdet i den grad er et interessant brand at samarbejde med.

- Vi oplever stor tilslutning til kampen, og jeg er meget optimistisk omkring, at der nok skal blive skabt en håndboldfest i Royal Arena. Det har kvindelandsholdet fortjent, og det glæder mig, at vores sponsorer også er med på holdet og støtter rigtig flot op – ikke kun til denne kamp, men generelt i forhold til hele den udvikling og rejse, kvindelandsholdet har været på gennem de seneste år, fortæller Henrik Jacobsen, direktør i Dansk Håndbold Forbund.

Håndboldglade kunder inviteres med
En af de sponsorer, der er med til at gøre drømmen om en kvindelandskamp i Royal Arena til virkelighed, er landsholdets hovedsponsor Sparekassen Kronjylland. Hovedsponsoren er normalt synlig på langsiden til alle kvindelandsholdets kampe, men denne gang er der skruet ekstra meget op for antallet af inviterede kunder, så der kan blive skabt en flot kulisse i hallen.

- Vi blev sponsor tilbage i 2018, fordi vi kunne se, at der var enormt meget talent både i truppen og i ungdomsårgangene, og derfor var vi sikre på, at kvindelandsholdet nok skulle spille sig helt tilbage i den absolutte verdenstop - og den rejse ville vi gerne være med på, fortæller Jan Salling, der er kommunikationschef i Sparekassen Kronjylland og tilføjer:

- Derfor gør det mig utrolig stolt at se de resultater, vores kvindelandshold indtil videre har skabt, og at de nu skal spille i Royal Arena er fuldt ud fortjent. De skal hyldes for det, de har præsteret og mærke, hvordan danskerne har taget dem til sig. Samtidig får vi mulighed for at give både danskerne og en del af vores kunder den fantastiske oplevelse, det er at se en landskamp i Royal Arena.

Udover Sparekassen Kronjylland har en anden af landsholdets sponsorer, nemlig Alm. Brand, også valgt at benytte denne særlige kamp til at invitere deres kunder med og give dem en fed håndboldoplevelse:

- Vi håber, at vi med vores støtte til kvindelandsholdet i håndhold kan være med til at skabe endnu mere opmærksomhed om en fantastisk sport og et fantastisk team. Alm. Brand har siden oktober 2021 været stolt DHF-sponsor og har fulgt den imponerende udvikling, som landsholdet har været i. Vi glæder os derfor til at være med til at hylde kvinderne i Royal Arena 11. april – i øvrigt sammen med nogle af vores Alm. Brand-kunder, som vi i denne særlige anledning har fået muligheden for at invitere med, siger Alm. Brands privatkundedirektør, Kristian Hjort-Madsen.

Danmark møder Sverige den 11. april i Royal Arena. Kampstart er kl. 21.00 og udover fra tribunen i Royal Arena kan kampen også ses på TV2.

Køb din billet her. Billetpriserne starter fra bare 100 kr. inkl. gebyr.

Vælg forbund

Luk