Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Er du et kreativt geni med et kamera? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.
Bredde
Nyt fra DHF

Studentermedhjælper, der kan trylle ord om til levende billeder

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
18. dec 2019Kl. 09:57

Til kommunikationsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund søger vi en studentermedhjælper, der med sit kamera i hånden er klar til at rykke ud i hele Håndbolddanmark for at fortælle de gode historier.

Som studentermedhjælper i kommunikationsafdelingen skal du hjælpe os med at gribe bolden og fortælle de mange gode historier fra hele Håndbolddanmark og forvandle dem til levende billeder, der simpelthen er alt for spændende til bare at scrolle videre.

Du får brug for alle dine videoformidling- og redigeringsevner, samtidig med at du får mulighed for at eksperimentere med forskelligt indhold til sociale medier. Din primære arbejdsopgave består i at hjælpe vores kommunikationskonsulenter med idéudvikling, planlægning, optagelse og redigering af kortere eller længere videoer enten med mobil eller kamera til sociale medier. Hvis du også samtidig kan formidle via infografikker eller arbejde i Photoshop er det helt fantastisk.

Du bliver en del af vores kontor i Idrættens Hus i Brøndby, men du skal være klar på at blive sendt ud i marken og ofte være på farten, når du skal dække håndboldhistorier fra hele landet. Derfor vil det også være en fordel, hvis du har kørekort, men det er ikke et krav. Arbejdstiden er 15 timer om ugen, og vi håber, at du kan starte hurtigst muligt. Jobbet kan kræve, at du arbejder om aftenen og i weekenden, da det er der, foreningsfolkene trækker i træningsdragten, men vi er selvfølgelig fleksible i forhold til dine studier og eksamener. Stillingen er begrænset til to år.

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er godt inde i et uddannelsesforløb inden for journalistik, kommunikation, medievidenskab eller lignende, og at du som person er kreativ, idérig og har flair for at omsætte den gode historie til visuelt content, der fungerer på de sociale medier. Hvis du samtidig kender alle kringelkroge i den lokale håndboldhal, er det et stort plus. Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har mindst to år tilbage af din uddannelse
  • har helt styr på værktøjskassen, når det kommer til at optage og redigere video
  • kan anvende de journalistiske greb inden for skriftlig såvel som visuel kommunikation
  • kan få folk, der ikke er vant til at være på kamera, til at slappe af og føle sig trygge
  • har erfaring med at arbejde med Facebook, Instagram og YouTube
  • har lyst til at vise initiativ og ansvar og synes, at det er motiverende og udfordrende at arbejde med mange forskellige mennesker inden for idrættens verden.

 

Lyder det som noget for dig?
Når nu vi søger et kreativt geni med et kamera, vil vi også gerne have din ansøgning i videoformat. Vi ser derfor frem til at modtage din ansøgning som videofil med et vedlagt CV på snarest muligt. Du må også meget gerne sende eksempler på andre videoproduktioner eller visuelle formidlingsopgaver, du har løst. Du kan sende dit CV og et link til din video på dhf-job@dhf.dk. I emnefeltet skriver du: Studentermedhjælper kommunikation. Vi indkalder til samtale løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Katrine Munch Bechgaard på kmb@dhf.dk eller tlf. 61379896.

Hvem er vi?
Dansk Håndbold Forbund er håndboldens specialforbund, der huser ca. 800 foreninger med 105.000 medlemmer. Vi repræsenterer en idræt med mere end 100 år på bagen, der gennem årtier har sat sin præg på den danske idrætskultur. Vi er også et forbund, der gennem en længere årrække har mistet medlemmer, derfor arbejder vi hele tiden på at fremtidssikre vores idræt, så den passer ind i et moderne samfund. 

Vælg forbund

Luk