Nyheder og presse
Del
Foto: Jan Christensen
Børn og unge
Bredde
Nyt fra DHF

"Vi er ikke bange for at sige; jamen hjælper i ikke, så er der ikke en klub"

Skrevet af Sarah Munk Jørgensen
11. okt 2022Kl. 10:55

Sammen med AutoPartner hylder Dansk Håndbold Forbund hvert år de frivillige ved at uddele prisen som Håndboldens Hverdagshelt. Lige nu kæmper flere foreninger dog med at rekruttere frivillige. Derfor vil vi gerne hjælpe med inspiration fra klubber, der er lykkedes med at mobilisere frivillige kræfter.

I KFUM-Hallen i Aalborg træner Dennis U8-drenge, mens Susan og Gitte hjælper med at arrangere det næste stævne. For alle kan bidrage til sammenholdet og fællesskabet. Det vigtigste er, at du hjælper til, at det er overskueligt at være med, og at du har det sjovt samtidigt:

- Vi har en måned, hvor alle hold afholder forældremøde. I den måned deltager jeg så for at fortælle, at det at være frivillig ikke skal ses som en stor opgave, fortæller Anette Barslev Hoffgaard, der er formand i Aalborg KFUM.

- Vi forsøger at bryde arbejdet som frivillig ned i små bidder, så alle føler at de kan deltage i en hverdag med arbejde samt små og store børn, siger hun og fortsætter:

- Og så forsøger vi at fortælle, at alle kan bidrage uanset håndbolderfaring. Hvis ikke du har lyst til at være træner, kan du godt have lyst til at hjælpe med et overnatningsarrangement.

Ny struktur

Aalborg KFUM har for nylig også ændret struktur i foreningen, så udvalgene i klubben nu består af forældre fra U6 – U15. Samtidig gør klubben ofte opmærksom på, at uden forældre og lokalsamfundets opbakning er det ikke muligt at drive klubben:

- Vi er ikke bange for at sige; jamen hjælper i ikke, så er der ikke en klub, siger Anette Barslev Hoffgaard og fortsætter:

- For eksempel er det hos os en forældreopgave at koordinere, hvem der vasker tøj, kører til kampe etc., så forældrene bliver inddraget i klubben.

”Man skal vide, hvad man køber ind på”

Opbakningen fra forældre og lokalmiljø kommer også af, at klubben har stor fokus på at gøre det så enkelt, simpelt og tilpasset den enkelte som overhovedet muligt, fortæller Anette Barslev Hoffgaard.

- Man skal vide, hvad man køber ind på, så det giver klarhed og overskuelighed. Og så tager jeg mig af alt det, der kommer, som man ikke var klar over. Kan du være her tirsdag, så er det fantastisk. Så finder vi en til torsdag og så kan i skiftes til kampene i weekenderne.

Det handler om, at forældrenes deltagelse i klubben får et liv, hvor de føler, at de har medbestemmelse og ejerskab. Og hvor der bliver etableret et fællesskab på tværs af årgange, siger Anette Barslev Hoffgaard:

- Men hvor de samtidig ved, at bestyrelsen er en livline, så man aldrig er efterladt alene med en opgave, hvis man har brug for sparring.

Gode tips fra Anette til at rekruttere og fastholde frivillige:

  • Inviter forældrene ind i klubben – fx ved at udvalgene består af forældre.
  • Lav et årshjul for alle udvalg, så forældrene ved, hvad de køber ind på.
  • Bryd de frivillige opgaver ned i små bidder, så alle føler at de kan deltage og få tid i en hverdag med arbejde og små børn.
  • Lyt til forslag, idéer og tiltag, der kommer udefra, så der ikke sidder en lukket, alvidende bestyrelse.
  • Vær klar i talen; hvis ikke der er frivillige, så er der heller ikke en klub.
  • Vær tilgængelig og opsøgende – som formand kan du fx deltage på forældremøder, til træning eller stævne for at fortælle om, hvordan det er at være frivillig i netop jeres klub.
  • Lad bestyrelsen være synlig og hjælpsom, så udvalg og frivillige ikke føler, at de står alene.

 

Kender du en, som skal have prisen som Håndboldens Hverdagshelt? Så kan du nu indstille din hverdagshelt her.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE